Hanne Marie le Fevre
Hanne Marie le Fevre er født og opvokset i Jylland, hvor hun startede med at synge i kirkekor som 8-årig. Hun har taget de fleste skridt gennem vækstlaget mod sin professionel karriere, hun startede i 2014, efter sin eksamen fra Det Jyske Musikkonservatorium, hvor hun studerede hos Bodil Øland. Hun har desuden modtaget sangundervisning hos Valérie Guillorit i Paris gennem en årrække.
Hanne beskæftiger sig især med tidlig og kontemporær musik, både som solist og ensemblesanger. Hun har opført det mest velkendte – men også mindre kendte – kirke- og oratoriemusik, men har også fra ganske tidligt i sin karriere arbejdet med og opført værker såsom Pierrot Lunaire af A. Schönberg, samt indgået i eksperimenterende og skabende fællesskaber, der har kaldt på eksempelvis improvisation. Senest har hun været med til at genopføre værket 'Offertorium' af Jeppe Ernst, med hvem hun har et årelangt samarbejde.
Siden 2017 har Hanne besat en fast stilling i Ars Nova Copenhagen, og i DR KoncertKoret siden 2019. Udover sin sangkarriere arbejder Hanne som krops- og psykoterapeut, og har tidligere faciliteret efterværnsgrupper for voldsramte kvinder.