08/11/2024 0 Kommentarer
Afstemningsvalg til Vor Frue Sogns menighedsråd
Afstemningsvalg til Vor Frue Sogns menighedsråd
Valgbestyrelsen har efter valgforsamlingen i september modtaget to kandidatlister til menighedsrådsvalget 2024. Der afholdes derfor afstemningsvalg til menighedsrådets ni pladser den 19. november 2024.
Menighedsrådet bliver valgt for en fireårig periode til at lede den lokale kirkes drift og aktiviteter. I valgperioden vil der, ud over menighedsrådsmøder ca. en gang om måneden, også være opgaver i forbindelse med aktiviteter, udvalgsarbejde og møder i sognet.
Menighedsrådet har ansvar for:
• Kirkelivet
• Kulturarven – kirkebygninger og arealer
• Personaleledelse
• Kirkens økonomi
Hvem kan stemme?
Medlemmer af folkekirken over 18 år med bopæl i Vor Frue Sogn og udensogns sognebåndløsere til en af kirkens præster har stemmeret. Hvis du er i tvivl om hvilket sogn du tilhører, så kan du tjekke dette på sogn.dk.
Hvor og hvornår foregår valget?
Valghandlingen finder sted i Vor Frue Kirke, Nørregade 8, den 19. november kl. 09.00-20.00
Hvordan foregår afstemningsvalget?
Stemmeberettigede personer modtager et valgkort med Digital Post eller postomdelt 14 dage før afstemningsdagen.
Valgkort samt personlig legitimation medbringes til valgstedet, hvor man vil modtagen en stemmeseddel og information om, hvorledes man afgiver sin stemme. Afstemningen foregår som ved kommune- eller folketingsvalg.
Kan der brevstemmes?
Ønsker man at brevstemme, henvender man sig til sin bopælskommune, eller en anden kommune, hvis man ikke er på sin bopæl, der vil være behjælpelig. Det tilsendte valgkort og legitimation skal medbringes.
Der kan brevstemmes fra tirsdag 5. november til fredag 15 november 2024. Oplysninger om kandidaterne og valglisterne, der kan stemmes på, findes her på siden.
Yderligere oplysninger
For yderligere information henvises til valgbestyrelsen i Vor Frue Sogns formand Mai Christiansen mai@domkirken.dk.
Læs mere om de to lister 'En samlet domkirke' og 'Vor Frue Kbh - Domkirken for alle' herunder:
Valgliste 1: ’En samlet domkirke’
Vores liste blev valgt på den ordinære valgforsamling i september, hvor 100 deltagende mødte frem. Vi repræsenterer en lang række forskellige interesser og kompetencer, og består af seks genvalgte, tre nyvalgte samt fem stedfortrædere.
Menighedsrådet har ansvaret for hele kirkens liv og vækst og bør engagere sig i alle aspekter af dens virke. Dette inkluderer arbejdet som ledelse for over 40 medarbejdere, der er helt centralt i opgaven. Vi vil understøtte indsatsen for trivsel gennem fortsat blik for såvel den enkelte som fællesskab og samarbejde.
Menighedsrådet skal også støtte udviklingen af kirkens tilbud, hvilket bedst gøres i netop samarbejde med medarbejdere og præster. Med en bred og aktiv forankring i hele kirkens menighed, kan vi sørge for, at dens rige bredde repræsenteres. Dag som nat, yngre som ældre, hvad enten man kommer her ofte eller ind imellem, er frivillig eller følger med via radio og tv.
Økonomisk har vi i indeværende valgperiode måttet prioritere. Dette har betydet besparelser, som har resulteret i øget ligning og tilskud, hvilket er essentielt for at skabe balance mellem opgaver og ressourcer. Fokus på økonomi og formalia er et omfattende og vedblivende ansvar for kirkens hverdag samt over for myndighedernes krav.
Vi har desuden ansvaret for vedligeholdelse af kirkens bygninger - en kompleks opgave, der kræver konkret faglighed og kompetent samarbejde med husets håndværkere. I den kommende valgperiode bliver renovering og udvikling af Domkirkens Hus afgørende, og der skal sikres de rette ressourcer.
Som domkirke, særligt i hovedstaden, har vi et stort ansvar for traditioner og et højt niveau, herunder musikalsk. Vores liste har den nødvendige erfaring og indsigt til at varetage menighedsrådets opgaver i Vor Frue Kirke - som én samlet domkirke.
Vi ønsker alle et godt valg. På gensyn i Vor Frue Kirke - én samlet domkirke.
Kandidater på valgliste 1:
(Læs mere. Alle kandidater er blevet tilbudt at udfylde en fastlagt spørgeskabelon):
1. Ulla Groth
2. Mai Christiansen
3. Jakob Brandtberg Knudsen
4. Finn Risum
5. Ole Jensen
6. Anne Kirstine Hedeager Krag
7. Ingrid Ma Shantie Andersen
8. Jesper Olsen
9. Kurt Randløv
10. Søren Ole Vandborg Nielsen
11. Kerstin Petersson
12. Helena Brandt Jensen
13. Carrie Becker
14. Niels Damgaard Aagesen
Valgliste 2: ’Vor Frue Kbh - Domkirken for alle’
Den 19. november skal et nyt menighedsråd vælges i Københavns Domkirke – Vor Frue. Med Liste 2, "Vor Frue Kbh - Domkirken for Alle," stiller vi op som en gruppe af engagerede frivillige fra både Nat- og Dagkirkens menighed. Vores kandidatliste er født ud af et stærkt ønske om at genetablere fredagsåben Natkirke, som den var – en fast, finansieret gudstjeneste.
Vi ønsker at gøre det helt klart: Liste 2 står fast på at bevare både morgenandagterne og det klassiske kor, som er uundværlige elementer i Domkirkens tradition og ånd. Disse aktiviteter er fundamentale for kirkens liv, og vi vil fortsætte med at støtte dem helhjertet.
Vi arbejder for en moderne, transparent ledelse i Vor Frue Kirke – en ledelse med nul tolerance for overgreb og krænkelser samt en dyb respekt for diversitet og mangfoldighed. For os er det afgørende at skabe et trygt, inkluderende miljø for alle.
Dette er en af de yngste kandidatlister i Folkekirkens historie – præcis det, som kirken sukker efter: en ny generation, der engagerer sig og bringer nye kræfter og perspektiver ind i Folkekirken. Med en gennemsnitsalder på 45 år repræsenterer vi både unge og ældre, og vi arbejder for en kirke, der er nærværende, baseret på frivillighed og båret af medmenneskelighed. En kirke, der er i øjenhøjde og har plads til alle.
Domkirken kan og skal være et sted, der rækker længere ud end til søndagens messe eller turisternes besøg ved Thorvaldsens statuer. Vi ønsker en kirke, der både hylder det traditionsrige – som morgenandagter og klassisk kor – og det populære, fornyende med Natkirkens unikke fredagsgudstjeneste, hvor hele 20% af kirkegængerne møder op til meditation, lysinstallationer og musik. Domkirken skal være et rum for alle – for dig, din familie, venner og for hele fællesskabet.
Kandidater på valgliste 2:
(Læs mere. Alle kandidater er blevet tilbudt at udfylde en fastlagt spørgeskabelon):
- Alberte Frøkjær Jensen
- Bent Lohmann
- Camilla Ekene Grovermann
- Charlotte Rosmarie Holm
- Claus Rydskov
- Hannah Emilie Abildtrup Rydskov
- Joachim Martin Holten Palvig
- Joachim Valdemar Andersen
- Mads Nordheim
- Magne Bundvad
- Morten Lindholm
- Nanke Nicolaisen
- Pernille Rønde Østergaard
- Rasmus Bjørn Steen-Gørup
- Rasmus Wiinstedt De Moraes Tscherning
- Signe Jørgensen
- Tina Marianne Celosse Stahl
- William Østrup
Kommentarer