Sognebåndsløsning

Som medlem af folkekirken har man ret til kirkelig betjening i sit bopælssogn.

Der er dog mulighed for at løse sognebånd til præsten i et andet sogn, end der, hvor man bor. Dermed får man de samme rettigheder, som dem, der bor i dette sogn – dvs. ret til dåb, vielse og begravelse fra kirken samt at stille op og stemme til menighedsrådsvalget.

Ønsker du at løse sognebånd til en præst ved Vor Frue Kirke, skal du henvende dig til den præst, du ønsker at løse sognebånd til, og evt. udfylde sognebåndsløserblanketten. Præsten skal også skrive under på at vedkommende er villig til at modtage dig som sognebåndsløser.

Sognebåndet er personligt, og bortfalder hvis præsten ophører i sin stilling ved kirken.

Hvis sognebåndet ønskes ophævet, kan sognebåndsløseren anmelde at sognebåndet ophører, ligesom præsten under visse omstændigheder kan opsige sognebåndet.