Udgivet tor d. 1. aug 2019, kl. 11:21

Artiklen er oprindeligt udgivet i Kirkemagasinet Domkirken, sept-nov-2019-udgaven.

Præsten kan tilbyde en fortrolig samtale i lys og mørke, hvor intet er for stort eller småt, og intet er for pinligt eller privat

Af Liselotte Wiemer & Eva-Maria Schwarz. 

At tale med en anden om vores situation, følelser og tanker, er noget af det vigtigste, vi kan foretage os. Vi har alle brug for at betro os til nogen, både når vi bobler over af glæde, men især modsat, når vi rammes af skuffelse eller sorg. 

Men det er ikke altid, at vi har ord for, hvad der er sket, og det er ikke altid, vi har lyst til at tale om det, der tynger os. Det kan gøre for ondt, være for svært at komme i gang, det kan være for uvant at tale sammen på den måde i familien eller vennekredsen. 

Ofte så forventer 'den ramte' også at omgangskredsen tager det første skridt, især ved skilsmisse og dødsfald, men ofte så sker det ikke. I stedet er der blot tavshed. Nogle mennesker er bange for, at når de først lukker op, så vil de græde og aldrig kunne stoppe igen. Det er aldrig sket, må vi lige skynde os at sige!

En af grundpillerne i præstearbejdet er sjælesorg. Det er en gammel betegnelse og betyder omsorg for en sjæl, altså for et menneske. Kristeligt set er et menneske jo mere end kød og blod, det har også en sjæl.

Præsten har tavshedspligt, og endnu bedre, så er præsten som regel hverken et familiemedlem eller en nær personlig ven. Det skaber et frirum. Præsten kan tilbyde en fortrolig samtale i lys og mørke, hvor intet er for stort eller småt, og intet er for pinligt eller privat. Hvis sympatien er gensidig, kan sådan en samtale i sig selv være forløsende.

Og det handler først og fremmest om at blive lyttet til og forstået. Indimellem kommer præsten måske med et godt råd eller en slags opklaring på et svært spørgsmål eller et dilemma. Indimellem er samtalen en hånd eller en skulder i mørket. Fordi ord slet ikke slår til. Fordi man ikke kan andet.

Mange henvender sig i dag til en psykolog, når livet er blevet uoverskueligt, og det kan bestemt være godt. Særligt hvis der underliggende er ubearbejdede problemer, f.eks. en svær barndom, lavt selvværd eller mistanke om en diagnose. Dog er vi overbeviste om, at man i mange andre tilfælde vil have stor glæde af at tale med en præst. Præster ved noget om eksistens og grundvilkår, og så er det vel heller ikke uvæsentligt, at der ikke er lang ventetid, og det er gratis at tale med præsten. 

At være ramt af mismod, frustrationer og sorg er ikke sygdomme, der kræver behandling, men tilstande, der kalder på omsorg og medfølelse. Det kan hjælpe at sætte ord på følelserne, for så bliver det lettere at forholde sig til dem. Det kan også være befriende i sig selv at lette sit hjerte: At sige det højt, som fylder alt inden i. Ofte aftaler man at mødes nogle gange. På den måde kan præsten være en støtte i en svær tid.

Nogle samtaler kan med fordel foregå i en gruppe, særligt når det drejer sig om sorg. I Vor Frue kirke har vi på syvende år en sorggruppe for voksne. Deltagerne har alle oplevet, hvordan døden rev deres elskede mand/hustru/barn/kæreste/far/mor/ven væk og efterlod dem i ubærlig sorg. Sådan er det ikke altid, når nogen dør fra os. Der er selvfølgelig stor forskel på relationerne og på, hvordan den enkeltes død påvirker os.

Samtalerne i en sorggruppe er en helt særlig form for sjælesorg. Deltagerne er ofte i chok eller gået i stå. Den, man holder af eller elsker, eller er så kompliceret knyttet til, er der ikke mere. Det sidste er skrevet med stor og frygtelig definitiv skrift: Er der ikke mere! 

Man taler altså op mod en mur, der er urokkelig. Vi står overfor et vilkår, der ikke kan ændres med nok så meget trøst, nok så megen opmuntring eller indsigt. Døden er ikke til at diskutere med.

Heller ikke tiden får sorgen til at forsvinde, som man ellers ynder at sige. Derfor er det første, der skal til, for overhovedet at kunne tale sammen, en accept af, at noget helt fundamentalt ikke kan ændres. For det er provokerende i en effektivitetskultur som vores. Vi må nok udfordres, men ikke lammes. Modgang er til for at overvindes. Selv i sygdom skal man 'kæmpe'. Kæmpe til det sidste, kæmpe indtil man vinder eller taber kampen mod sygdommen. Som om det hele var vores ansvar!  

Men når man har 'tabt', er kampen forbi. Så har vi ikke længere magt over tingene. Og vi må indse – måske for første gang i vores liv – at vi er afmægtige. Vi er ramt af større kræfter, end vi kan magte. Netop den afmagt kan vi som kirke muligvis rumme bedre og mere tillidsfuldt end ret mange andre. For vores grunderfaring som kristne er jo, at vi ikke har magten over vores eget liv. At de vigtigste ting i tilværelsen ikke står til os. Vi er med andre ord fortrolige med det, man kunne kalde 'overgivelsen'. En overgivelse til det, der ikke altid kan forklares eller forstås. Overgivelsen til de store rutcheture af sorger og glæder, vi kastes ud i.

Denne fundamentale overgivelse ligger også i den konkrete samtale. Det er ikke noget, vi skærer ud i pap. Ligesom vi ikke sætter fede streger under det med Gud og tro (ud over et Fadervor inden vi skilles). Hele forløbet skal og må foregå på den enkeltes egne præmisser, og vi taler altid med én ad gangen, mens alle andre lytter. 

Men selvfølgelig er troen vigtig, ja et afgørende forhold for os selv. Det er den, der gør en uudholdelig situation udholdelig. Det er den, der lader vores egne batterier op. Og det er den, der gør, at vi tør kaste os ud i selv de sværeste samtaler. Ofte ved ingen af os nemlig, hvor en samtale ender, når den begynder. Men også her spiller afmagten ind som en form for generator. For netop i afmagten kan ligge en ny begyndelse. 

Det kræver ind imellem masser af tid. Og vi har tid nok. Vi har haft mennesker, der har gået i sorggruppe i et, to og tre år. Samtalerne har været tunge og præget af modløshed. Men en dag går de ud ad døren, og det er det store mirakel, vi igen og igen oplever i sorggruppen. At livet kalder.

Hvis man siger, at sorg er tålmodig – den venter altid på dig og hvis du fortrænger den, så stikker den hovedet frem rundt om næste hjørne – så er livet utålmodigt. Livet vil livet. Og de allerfleste i sorggruppen oplever en dag, hvor de pludselig igen ser solen stå op og får lyst til at bevæge sig ud i hverdagen. Et skridt ad gangen. 

I sorggruppen har vi haft et væld af disse pludselige solopgange: graviditeter, fødsler, arbejdsskift, rejser, ny kærlighed. Ja, vi tror de fleste ville undre sig, hvis de vidste, hvor meget liv og kærlighed, der vokser i sådan en gruppe. Her er det også vigtigt, at det netop er en gruppe. At nok er det DIG og din sorg, der er i centrum, men du lytter også til de andre. Og de andre er solidariske vidner til dit liv. Desuden taler alle det samme sprog, sorgens sprog, det giver en genkendelse og  en tiltrængt aflastning.

Så dette begreb 'de andre' spiller en enorm rolle. Man deler en skæbne. Man oplever, at det der er allermest pinefuldt og privat, pludselig også har et fællesskab at være i. I det mest individuelle – for ikke at sige ensomme – kan man opleve en helt ny samhørighed.

Liselotte Wiemer er cand.mag., litteraturanmelder og sognepræst. Eva-Maria Schwarz er sognepræst i Vor Frue Kirke - Københavns Domkirke. 

Artiklen er fra kirkemagasinet Domkirken (sept-nov-2019-udgaven). Magasinet kan hentes gratis i kirken eller downloades som pdf - klik her
Kategorier Aktuelt