Udgivet man d. 12. nov 2018, kl. 14:18

Er du på barsel i København? Kunne du godt tænke dig at være med i en barselslæsegruppe? Så er du kommet til det rette sted!

Vi mødes én gang om ugen og snakker om en til to noveller eller andre former for kortere skønlitterære tekster.

Vi læser litteratur af høj kvalitet - alt fra Caroline Albertine Minor til Kafka -  og snakker om, hvad vi har læst. Alle kan være med, både hvis man er sådan en, der spiser bøger til morgenmad, og hvis man er sådan en, der ikke rigtigt læser, men godt kunne tænke sig at gøre det.

Der bliver skabt et trygt og hyggeligt rum, hvor man kan tage sin baby med (og alt hvad en baby medfører!) og samtidig skabt et meningsfuldt fællesskab omkring noget, der ikke relaterer sig til grøntsagsmos eller blemærker.

Det koster 100,- kr. for fem gange og foregår i Sct. Andreas Kirke – på hjørnet lige over for Botanisk have. Der er både et hold om tirsdagen og om torsdagen. Begge dage er 10-12.

Begge forløb varetages af Anna Chris Thompson - Bognørd, litteraturformidler og cand.mag i litteraturhistorie. Der er deltagerbegrænsning på max 10. 

Skriv til Anna Chris Thompson på annachristhompson@gmail.com, hvis du vil tilmelde dig og/eller har spørgsmål.

Barselslæsegruppen udbydes af Natkirken med støtte fra Vor Frue Kirkes menighedspleje.

Kategorier Gamle nyheder