Udgivet tir d. 7. mar 2017, kl. 13:12

I Vor Frue Kirke har man siden 2013 kunne møde en af kirkens frivillige kirkeværter iklædt rød vest (vinter) eller med et bånd om halsen (sommer).

En gruppe ildsjæle har nu i fem år taget imod Vor Frue Kirkes mange gæster og turister

Hvis man besøger Københavns Domkirke på hverdage mellem kl. 12 og 16, kan man være så heldig at møde en af kirkens frivillige kirkeværter. De er en gruppe dedikerede mennesker, som har sat sig ind i kirkens historie, og som er vant til at tale med mange forskellige mennesker.

”Kirkeværterne er en smilende velkomst til kirken. De befinder sig inde i kirkerummet, hvor de besvarer spørgsmål om kirken og dens historie,” siger Marianne Keller. Hun er tidligere medlem af menighedsrådet i Vor Frue Sogn og tovholder for kirkeværterne.

Marianne forklarer, hvordan tanken om en værtsfunktion længe havde ligget som en spirende idé, men først i 2013 blev den virkeliggjort. I år kan kirkeværterne med andre ord fejre fem års jubilæum.

”Som kirkevært møder man mange forskellige mennesker i løbet af en dag. Nogle har spørgsmål til kirken og dens historie, mens andre blot har behov for at tale med et andet menneske,” forklarer Marianne. Hun glæder sig over på den måde at være med til at formidle og repræsentere kirken, for som hun siger:

”Når en samtale er slut og man får et håndtryk og tak, så ved man, at man har nået et andet menneske.”

Kirkeværterne har dog også mange andre funktioner, og de er blevet en uundværlig hjælp i det daglige, forklarer kirke- og kulturmedarbejder Susanne Torgard.

”Det er oftest kirkeværterne folk henvender sig til, når de første gang kommer ind i kirken. Værterne besvarer spørgsmål og hjælper med at formidle kontakt til mig og præsterne, og så er de gode til at vise folk op i kirkens museum og butik,” siger hun og tilføjer:

”Kirkeværterne er ligeledes en del af de mange frivillige, der er knyttet til kirken, og som hjælper til ved både store og små begivenheder og arrangementer. ”

Ifølge Marianne Keller er kirkeværterne et godt eksempel på, hvordan mange frivillige landet over kan være til gavn og glæde for Folkekirken. Hun håber og opfordrer til, at andre kirker vil tage idéen til sig.

Har du lyst til at være frivillig i Vor Frue Kirke – Københavns Domkirke, så kontakt Susanne Torgard på mail susanne@domkirken.dk.




Kategorier Gamle nyheder